🚚 LEVERING – FRI FRAGT VED KØB FOR MERE END 799 KR 🚚

Om Tina Ferch

Keramik er min passion, det jeg brænder for og hvor jeg har min base men jeg gribes ofte af andre kreative processer også.

Jeg hedder Tina Ferch, arbejder på 15. år som underviser på de kreative værksteder på HUSET i Aalborg. Jeg er glad når jeg kan hjælpe og inspirere andre i den kreative proces med leret, men mest lykkelig er jeg nok når jeg arbejder i mit eget værksted med leret. Om det er skulpturelt, pladeteknisk eller på drejebænken, som alle har min interesse, så er det den kreative proces og det at flytte mig selv og mit virke, der er det livgivende og som giver mig lyst til at blive ved.

Lige nu er det krukkerne med de ”Dejlige Damer” som hitter – de bliver nærmest solgt i samme øjeblik de er ude af ovnen, men jeg kan også mærke en lyst til at vende lidt tilbage til det lidt mere abstrakte og vilde, så det vil også få lidt opmærksomhed i den nærmeste fremtid.

Mine sorte fantasifugle har været med mig i en del år nu, de udvikler sig og er med tiden kommet til at se anderledes ud – en ting, der har fulgt dem hele vejen er dog det lidt finurlige udtryk de har i øjnene, og som fortæller ALT om lige nøjagtig denne fugl.

Min keramik og malerier bliver solgt fra Galleri Bo i Skagen, mit keramik fra Galleri Uggerby i Lønstrup og Galleri Friis i Løkken. Jeg har ligeledes mine ting i et par butikker i Aalborg.

Af udstillinger jeg har deltaget i over de sidste år, kan nævnes: Trapholt pinse og julemarked, Kunst for Alle København, Aalborg og Skive, Dronninglund kunstcenters censurerede forårsudstilling, Limfjordens censurerede udstilling, Danske kunsthåndværkeres marked i Hjørring de sidste 8 år, Nørhalne viser kunst de sidste 8 år, Neu kunst og designmarked de sidste 6 år, Novemberkunst i Ingstrup, Efterårskunst i Jerslev, Kunst i Stenum, en del forskellige julemarkeder og meget mere.

TINA FERCH 🪴

“DEJLIGE DAMER” STOR SKÅL

Se alle Tina Ferchs værker her